Fjern er den ikke, tiden som var Fortabt sit lod, og intet glæde Nu i mismod følte sig hjemme Nu skal tågens dunst og mosen drage ham til sig Guder venter hans komme, den måne syge kalder Tag imod ham i gamle guder Ned i det evige dyb af mørke Ned hvor forfædre hviler i skyggeriget
I hans blod render en sorg der aldrig stopper På hans dolk drypper og damper skorpionens sorte gift Ind i den glødende røg over alt ham omsvøbt Hvor han ør uden isende frygt Utømmelig sorg og smerte I det isfulde hav af sorte tårer Guder venter hans komme Kalder hans sjæl til sig Hans hjerte hamre, mørkt og hårdt Tag imod ham i gamle guder
Intet glæde tiden viser, Vil med smerte dø og blive et med sin sjæl Hans dobbelt væsen vil nu sejre Ihjel han sig selv vil dræbe Med dolke stød han spider sit hjerte Hans ego vil nu synke hen Nu ligger hans krop død på den kolde jord Kun den tomme røst er tilbage
I gravhøjens sten hans sjæl nu sidder I gravhøjens sten hans sjæl nu sidder